Af David Frantsen, foto af Matias Olsen
Kærlighed har ingen alder. Det har man sagt siden tidernes morgen. Alligevel kan aldersforskel godt være et tabu. Jeg er snart 30 år og har selv prøvet at være forelsket, både i piger på min egen alder, men også i piger som var en del yngre og ældre end mig selv. Og det virker som om, at det ofte er meget acceptabelt, hvis man er på samme alder, men lige så snart at der er mindst 5 år imellem parterne, så oplever jeg, at folk ofte ser skævt.
Som mand ved jeg, at hvis man har en yngre kæreste kan man få kommentarer som: “Din Gamle Gris”, eller hvis man er sammen med en kvinde, der måske er 5 år ældre, så skal man høre på: “Du er da alt for ung til hende!”
En aldersforskel der kan gavne
Jeg kan godt selv have mine grænser, for jeg har nemlig også selv prøvet at afvise piger, hvis jeg syntes, at aldersforskellen var for stor. Men nogle gange kan den store aldersforskel netop være en gave! Hvis for eksempel en 19-årig dreng eller pige bliver kærester med en på 24, så har denne person jo en del livserfaring der gør, at han i situationer ville tage det mere roligt, end hvis de nu begge var 17 og ikke havde prøvet sex før, haft bil eller prøvet at have et arbejde.
Det der med at være sammen med en, der har mere livserfaring kan få en til at tage det mere roligt, især i situationer hvor det hele kan spidse til.
Men det kommer også an på personen. For nogle mennesker kan mentalt være 10 år ældre end den alder de har og vice verca. For der er nogle, hvor det måske kan være en udfordring at have en kæreste på sin egen alder, der ikke har samme udfordring som en selv.
Der kan også være ulemper ved den store aldersforskel, og det kan jeg forklare med et eksempel her: Jeg er født i 1991, så hvis jeg nu fik en kæreste, der var født i 1998, så er det ikke sikkert, at hun ville kunne snakke om og dele min glæde ved Darkwing Duck, end hvis det nu var en pige på min egen alder.
Min autisme gør mig mentalt yngre
For mange år siden, da jeg var en dreng på 21, blev jeg forelsket i en pige på 16. Selvom mine følelser var ægte, så skabte det mange komplikationer. Dels fordi hun dengang slet ikke var klar til det med kærester og dels fordi, at jeg følte at vores forhold var lidt mere end bare et almindeligt venskab. Det var hårdt at anerkende, og jeg kan sagtens forstå, hvis hun syntes, jeg var en gammel gris.
Men når man har autisme som jeg har, så kan man ofte godt være 5-10 år bag ud i sin mentale udvikling. Havde jeg ikke haft autisme, så tror jeg ikke, at jeg var blevet forelsket i hende dengang. I hvert fald er det vigtigt at vide, at kærlighed ingen alder har, men at det stadig kan skabe udfordringer, som man skal være klar over.
