Klumme af David Frantsen, foto af Matias Olsen
De 7 Dødssynder konfronteres vi jo alle med i vores menneskeliv, og jeg har også kæmpet med dem – især med misundelse!
Som barn havde jeg en ven, som jeg altid var misundelig på, fordi han altid havde de nyeste videobånd, spil og legetøj med Pokemon eller Disney. Denne jalousi førte til, at jeg desværre ofte var lidt for spydig.
Jeg har altid haft en stor drøm om at blive skuespiller. Så derfor ville jeg i rigtig mange år kun se Disney-film og Pokemon på svensk eller engelsk i ren misundelse over, at jeg ikke kunne blive skuespiller. Jeg var så misundelig på de af mine jævnaldrende her i Danmark, der arbejdede med teater, at misundelsen ofte flød ud af mig på Facebook, som en vulkan med boblende lava.
Disney-sange og mudderkast
Misundelse bider sig fast i én som en virus, der har svært ved at slippe ud. Hvorfor er det lige ham, der render med den pige, som mit hjerte banker for? Hvorfor er det hende, der får lov til at dubbe tegnefilm og mærke al anerkendelsen fra instruktøren og ikke mig? Hvorfor har den familie så utroligt mange penge, når vi ikke har?
Engang i 2015 startede der en shitstorm på Ekstra Bladets Facebook, fordi der havde været et Disney-event i København, hvor to skuespillere stod og sang Disney-sange. Shitstormen handlede om, at lyden simpelthen havde været så dårlig, og at teknikken ikke havde virket under showet, hvilket fik rigtigt mange forældre til at hidse sig op.
Jeg greb den lige med det samme og kastede al min misundelse og had ud på Ekstra Bladets debat. Selvom jeg fremstod som en der viste forældrene og børnene medlidenhed, så var det bare en god undskyldning for at kaste med mudder mod de to skuespillere, fordi jeg var så jaloux og misundelig over, at de fik lov til at lave både teater og tegnefilm.
Jeg blev sågar ringet op af to journaliststuderende, der havde læst mine kommentarer og ville lave et telefonisk interview med mig. Det gik jeg med til, og dér fik jeg afløb for al min misundelse, som i bund og grund jo er en kombination af vrede, sorg, skam og meget lavt selvværd.
Lavt selvværd og vrede over mit handicap
For dét at jeg ikke kunne komme ind på en normal teateruddannelse, kombineret med at nogle skuespillere afviste mig, gav mig lavt selvværd, og det lave selvværd blev til vrede. Vrede over at jeg havde et handicap, der stod i vejen. Og i den vrede lå der en sorg over, at jeg ikke kunne få lov til at arbejde med dét, som jeg allermest drømte om.
Under sorgen lå skammen over at være den jeg er, fordi jeg har autisme og ADHD, og denne skam blev til et lavt selvværd. Og dét lod jeg gå ud over andre, fordi jeg ikke var moden nok til at søge behandling dengang.
Til dig, der læser denne klumme, så husk for fremtiden at misundelse opstår når vreden, sorgen, skammen og det lave selvværd forenes! Sørg for at få hjælp, hvis misundelsen tager over, og lad det ikke gå ud over andre – heller ikke på Facebook, som jeg kom til at gøre. Det gør kun andre kede af det, og du får det ikke bedre på den lange bane.
