Af Magnus Schultz Pedersen Foto af Chris Palmgren
I august 2012 åbnede Glad Fonden en ny afdeling i Ringsted.
Samme dag, som afdelingen åbnede, startede jeg som medarbejder på TV-redaktionen.
Det var dog ikke noget, jeg brændende ønskede mig dengang.
TV-Glad var ikke en del af min plan
Det var min daværende studievejleder som mente, at det var lige noget for mig, på trods af at jeg ikke havde nogen interesse i medier eller lignende.
Så da jeg startede var jeg helt grøn og uerfaren indenfor feltet. Jeg havde aldrig haft et videokamera i hænderne før eller prøvet at redigere. Jeg måtte altså lære det hele fra bunden og begyndte derfor at prøve de forskellige ting af; filme, lave lyd, redigere og stå foran kameraet.
Det med at stå foran kameraet endte med at fange min interesse – selvom jeg havde meget svært ved at se mig selv på video og høre min egen stemme. Det var nærmest ubehageligt for mig.
Men det fik jeg efterhånden overvundet, og jeg begyndte at føle mig mere hjemme foran kameraet. Det at formidle historierne viste sig, at være noget, jeg godt kunne lide, og være noget, jeg faktisk var ret god til – og dét var der også andre, der syntes.
Et skulderklap af kommunen
I januar 2017 modtog jeg et brev fra Ringsted Kommune.
Overskriften var ”Modtager af Handicappris”, og først troede jeg, at det var en invitation til TV-Glad om at lave et indslag om prisen, men efter at have læst det igennem indså jeg, at det faktisk var mig, der var blevet udvalgt til at skulle modtage prisen det år, pga. mit arbejde på Glad.
Til at starte med var jeg rimelig chokeret. For det første anede jeg ikke, at der fandtes en sådan pris, og for det andet, havde jeg ikke i min vildeste fantasi troet, at det kunne overgå mig.
Så jeg anede ikke, hvordan jeg skulle reagere – og om jeg overhovedet skulle tage imod den.
Men efter, at nyheden var faldet på plads, indså jeg hvor stort et skulderklap det var, og at det arbejde jeg laver, ikke er helt unødvendigt. Den anerkendelse kunne jeg ikke få mig selv til at afvise.
Følelsen af at stå på scenen i Ringsted Kongrescenter, og blive hyldet for det jeg havde lavet på Glad, var lidt ambivalent.
Jeg har aldrig set mig selv – eller det jeg laver – som noget særligt, men det er der tilsyneladende andre, der gør.
Det er jeg selvfølgelig meget beæret over. Derfor var jeg var meget glad for den anerkendelse, som mine programmer har fået.
Det betød dog ikke, at jeg var færdig med at prøve nye ting af og bare skulle være foran kameraet i al fremtid.
Skriftlig tilfredsstillelse
Jeg har altid været rimelig god til at skrive og efterhånden fandt jeg også en tilfredsstillelse i at gøre det.
Det startede allerede i 2016, umiddelbart efter Brexit-afstemningen, hvor jeg skrev mine tanker omkring resultatet ned.
Det blev min allerførste klumme og mere eller mindre startskuddet til den skriftlige redaktion, som jeg begyndte at “flirte lidt med” efter den blev stablet på benene.
Dét, at skrive artikler, er gået hen og blevet min absolut yndlingsbeskæftigelse her på min arbejdsplads.
Det at fordybe mig i en artikel, og finde de rette ord til at formidle historien med, synes jeg er fantastisk.
Det er mindre stressende end at være foran kameraet, hvor man hele tiden skal være opmærksom på alt muligt, og tit har svært ved at lave det om.
Tak til studievejlederen
I løbet af de seneste 10 år er jeg altså gået fra at være fuldstændig uinteresseret i medier, til at være Ringsted-afdelingens faste vært og artikel-skribent.Det havde jeg på ingen måde regnet med dengang, jeg sagde farvel til skolelivet og goddag til arbejdslivet.
Så selvom man ikke nødvendigvis interesserer sig for noget, til at starte med, kan det sagtens udvikle sig.
Så derfor; tak til min daværende studievejleder for at have forudset noget, jeg ikke selv havde forudset.
