Tekst og Fotos: Freja Armstrong
Ide: Chris Palmgren
Jeg møder Cath Mathilde Borch Jensen en onsdag formiddag i hendes hyggelige lejlighed til en kop te og snak om at have meget på hjerte som kropsaktivist. Det fylder meget i hendes liv og i det meste af hvad hun laver.
Kan du beskrive kort hvad er en kropsaktivist for dig?
Jeg er glad for du spørger mig om det, for der findes jo lige så mange definitioner af hvad en kropsaktivist er, som der findes mennesker. For mig kom det af, at jeg syntes der er mange ting generelt, også ting der ikke har med kroppen at gøre, men især ting der har med kroppen at gøre, som vi ikke hverken ser på eller taler om. Vi er jo ret mange mennesker på denne jord. Nogen har kroppe der falder uden for og stereotypen, normalen, skønhedsidealerne, hvad du vil kalde dem. Og så tænkte jeg bare, at vi lever i en visuel tidsalder. Og vi bliver meget påvirkede af hvad vi får ind gennem øjnene og alt hvad jeg nogensinde har beskæftiget mig med, har handlet om, at vi gerne må kigge på hinanden. For når vi kigger, bliver vi også klogere på hvem vi er som mennesker. Jeg har lavet en hel danseforestilling, hvor præmissen var, at vi gerne måtte se på hinanden. Der var også nogle andre lag i den danseforestilling, men at vi godt måtte se på hinanden.
Syntes du ikke det er ubehageligt, at folk kigger på dig på gaden?
Jeg har jo også har været udsat for blandt andet den der klassiske med, at forældre har hevet deres børn i ærmet og har sagt “du må ikke kigge” og så har jeg bare vendt den om og sagt hvorfor faen må man kigge, altså, og det der med vi er jo nysgerrige som mennesker. Det gælder både hvordan vi ser ud, men også hvad vi kan spejle os i og måske kan vi ikke spejle os i det vi ser, måske kan vi og det syntes jeg bare er et rigtig spændene rum.
Hvornår begyndte du første gang at tænke i de kropsaktivistiske baner
og gør du det stadig?
I virkeligheden har jeg lyst til at sige, at det har jeg gjort hele mit liv. Jeg er opvokset med punker forældre. så jeg plejer at sige, at jeg har en brosten i baglommen, men jeg tror jeg begyndte at tænke mere bevidst over det som teenager. For mig er der også den politiske ting i det der med, at være bevist om min krop og andre kroppe og repræsentation af kroppe. Jeg har haft i hvert fald semipolitiske holdninger til mange ting fra jeg var meget ung og jeg har også gået til demonstrationer fra jeg var meget ung. Så hele den kropsaktivistiske side af det er jeg opflasket med og jeg tror egentlig det begyndte for alvor at tage fat i mig, da jeg begyndte at danse i 2007 hvor jeg påbegyndte min rejse fra mit hoved til min krop. Og fandt ud af, at min krop kunne fortælle historier og gerne ville fortælle historier. Den der lyst til at vi møder hinanden på en anden måde end med ordene. og at vi møder hinanden på en anden måde end med ord der kan afvise det vi ikke er vant til. Det var ret spændende for mig og så tror jeg også jeg begyndte at tænke over at det var ret aktivistisk, fordi jeg gerne vil skabe plads, ikke bare til mig men til alle med forskellige kropslige forudsætninger. så ja det er en kropslig ting men for mig hænger kroppen og sindet og følelserne sammen, så det er en ret stor mission. Men jeg synes også det er en vigtig mission.
