Af Louise Larsen
Foto: Chris Palmgren
I anledning af Glads 25-års jubilæum har jeg skrevet om min vej ind på Glad – en vej, som har været lidt af en kamp.
Jeg blev udredt sent i livet, og det gjorde skoletiden svær. Jeg gik på en almindelig folkeskole, men jeg kunne ikke rigtig følge med, og jeg måtte få ekstra timer i nogle fag. Jeg var anderledes end de andre elever, og det førte til, at jeg blev mobbet, fordi jeg havde brug for mere hjælp. Det var først i de større klasser, at jeg fik en diagnose, som viste sig at være en fejldiagnose. Derfor fik jeg forkert medicin, som gjorde mig anderledes, end jeg er. Jeg har altid været den stille type, men medicinen gjorde mig hyperaktiv, udadreagerende og højtråbende, uden jeg selv vidste det. Folk blev bange for mig. Jeg kunne heller ikke sove om natten. Jeg ville gerne, men jeg kunne bare ikke. Jeg blev udredt igen og fik den rigtige diagnose. Jeg er autist.
Hvor hører jeg til?
Da jeg gik ud af skolen, kom jeg i jobprøvning for at vurdere, hvor meget jeg kunne. Jeg kom i et køkken, men jeg var ikke så hurtig, så jeg fik ikke lov til så meget. Jeg skulle tit tage opvasken, men jeg kan ikke kan tåle vand i store mængder. Jeg har også OCD, og det gør, at jeg ofte spritter og vasker hænder, så opvasken fik mine hænder at revne.
Efter jobprøvningen gik jeg hjemme i ca. et halvt år. Jeg havde ikke noget at stå op til, og det gjorde mig restløs – jeg byttede om på nat og dag. Jeg følte mig lidt ensom derhjemme, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle foretage mig. En dag hørte jeg om Glad gennem en bekendt, og min mor syntes, det kunne være en god mulighed for mig. Jeg har altid været glad for film, og dengang drømte jeg om at blive filmanmelder. Min mor ringede til Glad for at høre, om jeg kunne komme i praktik. Det kunne jeg heldigvis.
Praktik, praktik og endnu mere praktik
Jeg kom i praktik forskellige steder på Glad for at se, hvordan det er at være her. Praktikkerne gav mig mulighed for at starte på STU, hvor jeg gik i tre år. Det var jeg glad for, både dengang og den dag i dag. Da jeg startede på STU, kom jeg på radiolinjen. Her var der ikke så mange elever, så man fik sit eget rum, og det kunne jeg godt lide, da jeg bedre kan koncentrere mig, når der er ro omkring mig.
Da jeg blev færdiguddannet, undersøgte vi, om jeg kunne blive ansat på Glad. Det krævede, at jeg kunne komme i flexjob, så jeg kom i praktik igen. Glad ville gerne ansætte mig, og de hjalp mig med at få jobbet. I dag arbejder jeg med forskellige ting. Jeg er en del af den skrivende redaktion, hvor jeg skriver klummer og artikler, og derudover er jeg også fotograf og tekniker. En gang imellem er jeg også foran kameraet. I dag er jeg på mit 9. år på Glad, hvoraf jeg har været ansat i 6 år – og forhåbentligt i mange år endnu.
Jeg fandt det rette sted
Jeg har nogle gode kollegaer, og jeg er glad for at have noget at stå op til. Glad har udviklet mig og lært mig de ting, jeg arbejder med i dag. De har lært mig at tro mere på mig selv, og jeg er blevet mere social. Jeg har fået flere venner, som jeg ikke havde så mange af før. Da jeg startede, kendte jeg ingen, og jeg skulle lige lære folk at kende, før jeg åbnede mere op. Og så begyndte jeg at få flere venner herude, og lærte, at jeg er god nok, som jeg er.
Jeg kan især huske én dag, da jeg lige var startet og stadig ikke kendte særlig mange. Jeg var gået til frokost i kantinen, og pludselig kom en fyr løbende og råbte: ”Ej, en fed taske du har!” Og så sagde han noget om et tøjmærke, der hedder Dark Dudes. Fyren er goth-typen, og jeg kendte ham slet ikke, så jeg blev lidt forskrækket. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige, men han spurgte, hvad jeg hedder. Jeg svarede, og så sagde han: ”Ej, hvor sjovt. Det hedder min ex også!” Jeg var helt paf. Men i dag er jeg venner med ham. Slet ikke så skræmmende, som jeg først troede. Jeg havde bare ikke oplevet den slags før, fordi jeg var meget stille dengang. Men jeg er ikke så stille og forsigtig mere.
Før var jeg ikke vant til at være på lige fod med andre, men på Glad blev det noget helt andet. Jeg er ikke den eneste, der har en diagnose. Jeg føler, jeg hører til her, og det er her, jeg er glad for at være. Så kan man udvikle sig og blomstre. Det har været en kamp for mig at nå hertil, hvor jeg er i dag. Men det lykkedes for mig.
