Af Niels Dahl
Foto: Irina Broberg
Kræft er ikke fremmed i min familie. Hele tre gange har den banket på døren, hvor jeg har mistet familiemedlemmer. Først min mor, derefter min søster og til sidst min far.
Tretallet går igen i statistikken fra Kræftens Bekæmpelse, som viser, at hver tredje person i Danmark bliver ramt af kræft, før de fylder 75 år. Jeg er derfor langt fra alene om at have haft denne ubarmhjertige gæst på besøg. Men alene har jeg følt mig.
Alene af den grund vil jeg sætte ord på, hvordan man som pårørende eller som bekendt til en, der har mistet til kræft, kan være med til at mindske følelsen af ensomhed. Med statistikken i baghovedet kan det nemlig potentielt blive en realitet for mange.
Da den ubudne gæst kom brasende
Min mor døde af kræft, da jeg var ti år gammel. Hun fik konstateret kræft i maven og levede med det i otte år side om side med kemobehandlinger. Da min mor døde, måtte vi som familie stå sammen og hjælpe hinanden med at få hverdagen til at fungere. Min søster blev som en slags mor for mig. Desværre blev kræft også fatalt for hende. Lidt over tyve år efter at min mor døde, mistede min søster kampen til den samme slags kræft.
Min søster fik også flere kemobehandlinger, men gik bort lidt over tre år, efter hun havde fået konstateret kræft. Jeg husker tydeligt, da min far ringede til mig og sagde, at jeg skulle skynde mig til Sønderborg Sygehus for at sige farvel til hende.
Der skulle ikke gå mere end et par år, før kræften igen bankede på vores families dør. Min far blev også ramt af mavekræft og gik bort kun fem år efter min søster. Det efterlod mig helt alene.
Ensomheden skyllede ind
Det var et hårdt slag, da jeg som 37-årig pludselig stod som det eneste familiemedlem tilbage. Ensomheden skyllede ind over mig.
At miste min mor, søster og far gav mig et tomrum, som stadig eksisterer i dag, 22 år efter. Det dukker særligt op, når jeg har været ude at opleve noget, som jeg gerne vil dele, og på mærkedage. De tre personer, jeg allerhelst vil dele oplevelserne og de vigtige datoer med, er her ikke, og I de situationer bliver jeg opslugt af et stort, sort hul. I det dukker angsten for selv at få kræft også op.
Det er ekstrahårdt, når jeg har fødselsdag. Det hænder, at jeg inviterer venner til at komme og fejre mig på dagen, så jeg ikke skal sidde alene, men der er ikke noget, der slår det at kunne blive fejret og lykønsket af sin familie.
Så hvad har en pårørende som mig brug for for at undgå en ensom hverdag? Én som mig, der efterhånden er mange af i Danmark takket være de grusomme tal, vi ser i statikken.
Der er særligt tre ting, som jeg selv og dem omkring mig kan gøre.
En snak med andre føles aldrig forkert
Som pårørende, der har mistet til kræft, har jeg oplevet, at folk ikke kommer hen og snakker med mig. Måske kommer de ikke, fordi de er bange for at sige noget forkert og såre mig. Det kan også være, fordi de ikke ved, hvad de skal sige.
At tale med andre mennesker er en så vigtig del af mit liv. Som pårørende sætter jeg derfor meget pris på de samtaler, jeg har. Det er en måde, jeg kan få tømt mit hoved for dårlige tanker og få fornyet energi. Der føler jeg mig mindre alene.
I min optik kan andre ikke sige noget, der er mere forkert, end hvis de slet ikke siger noget.
Så om du har mistet eller kender én, der har, så kan en kort snak være guld værd.
En tur ud i naturen
Hvis jeg har behov for lidt afveksling, går jeg gerne en tur. Det kan være alene, med en ven eller eventuelt en, der også har mistet til kræft.
Det at komme ud i naturen hjælper ikke kun på fysikken, men også mentaliteten. I stedet for at sidde hjemme i de samme omgivelser og give de dårlige tanker frit spil, så går jeg ud, trækker noget frisk luft og får andre inputs, i det omfang jeg nu kan.
Hvis du har mistet, vil jeg anbefale dig at gøre det samme. Hvis du kender en, der har, så tag vedkommende under armen og hjælp din ven med at komme lidt ud.
Der er brug for berøring
Noget tredje, der mindsker min ensomhed, er berøring. Jeg har brug for berøring i form af kram, kys og skulderklap. Selvfølgelig er det ikke sådan, at jeg render rundt til gud og hver mand og forventer at få et kindkys. Men et anerkendende skulderklap fra en kollega eller et kram fra en ven, får mig til at føle mig markant mindre alene.
Sammen kan vi gøre en forskel for dem, der er blevet efterladt efter et ulykkeligt kræftforløb, og som kan blive ramt af den altoverskyggende ensomhed, jeg kender til.
En snak, en gåtur og et kram er mine bud på, hvordan vi pårørende kan føle sig mindre alene. For alene er vi ikke.
Klummen er indtalt af Rasmus Nielsen.
