Af Rasmus Nielsen
Foto: Chris Palmgren
I oktober sidste år blev jeg som kørestolsbruger glad og optimistisk på mine, men også mine relationers vegne. Det var nemlig måneden, hvor nyheden kom frem, at busselskabet Movia endelig krøb til korset og var villige til at gøre det muligt for folk i kørestol og andre gangbesværede at tage deres nye el-busser på egen hånd. Med Movias nye elektriske busser kommer nemlig tilhørende elektriske ramper, der ved ét tryk på en knap lader mig og andre gangbesværede selvstændigt komme med ombord.
For mig gør disse ramper dog et langt større stykke arbejde end bare at gøre min transport fra den ene del af byen til den anden lettere. De gør nemlig, at mine venner og bekendte kan være mere i øjenhøjde med mig, uden at de skal være mine assistenter og slæbe sig halvt ihjel på grund af Movias hidtil manuelle ramper.
En rampe, der tyngede min relation til mine venner
Før el-rampernes tid har det være sådan at udelukkende ved andre personers hjælp har jeg haft mulighed for at tage bussen. Den hjælp har indebåret en upraktisk og gammeldags rampe på 12-15 kg, som skulle løftes og lægges ud på cykelstien for derefter at blive løftet ind igen på sin plads.
Ikke alene har det været irriterende, fordi jeg aldrig selvstændigt har kunnet tage af sted, men særligt, fordi det har krævet noget ekstra af mine medpassagerer. Med de manuelle ramper røg en flig af ligeværdsfølelsen mellem mig og mine relationer.
Da jeg som tiårig gik med rollator og eksperimenterede med at tage bussen som andre børn i den alder, endte det altid i meget møje og besvær med alt for store trappetrin ved indgang og udgang. Det var en stor frustration for mig ikke at kunne tilgå bussen som andre børn og ikke mindst i mit ungdomsliv, hvor jeg følte det ret isolerende. Det føltes ikke godt at stille krav til mine venner, hver gang jeg skulle tage bussen med dem, og derfor undlod jeg at bede om hjælp. Min rollator var gang på gang tæt på at vælte, så til sidst var jeg nødt til at smide håndklædet i ringen og helt droppe bussen. Det gjorde mig mere ensom og isoleret, end hvad godt var.
Fra teenager til voksen har jeg fortsat ikke set mig tilbage, hvad angår at turde tage bussen med venner og bekendte. Følelsen af uværdighed over at skulle bede dem om dem hjælp i bussen, er jeg ikke vokset fra.
Men her i 2024 er det nu et overstået kapitel, og det er jeg meget glad, ja nærmest lykkelig over. Tænk, at skiftet skete i min levetid. Det er en kæmpe lettelse, at jeg nu kan nyde ruten til og fra biografen med mine venner uden det 15 kg, klodsede vedhæng, der førhen var en tung byrde for relationen.
Ét tryk tættere på en ligeværdig relation
Hvordan gør de nye ramper min relation til andre mere ligeværdig? Svaret er ét enkelt tryk på en signalknap på bussens yderside. Den knap gør det hele mere praktisk og behageligt; en god oplevelse for den handicappede, men også for alle andre parter. Den gør den venskabelige relation langt mere ligeværdig, at jeg nu kan køre ind i bussen ved hjælp af elektriske ramper, og mine venner og familiemedlemmer så har den ting mindre at hjælpe mig med. Mere af det, tak!
Hvis jeg i ugevis har talt med en ven om en koncert, som vi har planlagt at tage ind og opleve sammen, kan vi nu bekymringsfrit pjatte hele vejen til busstoppestedet. El-rampen kan bare komme an, fordi den eneste, der har ansvaret for at hjælpe mig ind, er min kørestol. Jeg skal ikke længere stresse over at skulle instruere min ven i, hvordan man løfter den klodsede rampe.
For ikke at nævne mine forældre, som begge er ved at være godt gråhårede på toppen. De har i min barndom haft mange kræfter og overskud til at kunne hjælpe mig, men mange af de standhaftige kræfter er sluppet op og erstattet med skævheder og smerter i deres krop. Med de selvkørende ramper har mine forældre nu også muligheden for at tage med mig ud at opleve byen.
Selvfølgelig må andre gerne hjælpe mig med ting, hvis det er nødvendigt. Jeg synes bare, at det er ligeværdigt at være så selvhjulpen som overhovedet muligt. Og dét er de nye ramper med til at bane vejen for.
Det er i første omgang kun på udvalgte buslinjer, at man støder på el-ramperne. Dog vil de gradvist blive udbredt, i takt med at Movia udskifter deres busser til el. Du kan se, hvilke buslinjer der har el-ramper på Movias hjemmeside.
Længe leve de elektriske ramper!
