Af David Frantsen
Foto: Matias Olsen og Glad Animation
Disney – Minoriteternes talerør
Spørger du mig, David Frantsen, så ville jeg vove at påstå, at cartoons er minoriteter, der vil have deres stemme hørt. Og Disneys figurer er bestemt ingen undtagelse. Lige siden kortfilmen “Dampbåden Willie” fra 1923, synes jeg, at The House of Mouse har været minoriteternes talerør. Selvom Disney er blevet kritiseret for at udstille minoriteter gennem tiderne, så mener jeg også, at de samtidig har promoveret og slået et slag for diversitet og outsidere.
Jeg mener, at TV Glad, Pride, solsikkesnoren, #MeToo, woke, flygtningecentre og Trygfonden aldrig kunne have eksisteret, hvis ikke supergeniet Walter Elias Disney havde portrætteret verdenssamfundets udstødte.
Uden den godhjertede mus med de røde bukser, den koleriske and i matrosklæder eller den naive trædukke, der ikke kunne skjule sine løgne, ville minoriteter i dag være gemt og glemt i hele den brede befolkning.
Derfor vil jeg i denne klumme fortælle om de disneyfigurer, som jeg personligt synes, har været de bedste talerør for os minoriteter siden tidernes morgen.
Mickey og hans venner
Lad os begynde med de ældste figurer, nemlig Mickey og hans venner. Mickey er nærmest en slags Jesusfigur, fordi han rummer alle, og altid ser tingene fra alles perspektiv. Og stort set alle Mickey og Minnies venner er minoriteter af en eller anden art.
Min personlige yndlingsfigur Anders And har uden tvivl ADHD, ligesom jeg. Faktisk ER jeg Anders And. Så meget er jeg forbundet med denne koleriske og hjertelige and i alle henseende. Ligesom Anders And kan jeg ikke skjule mine følelser, og uanset hvor hidsig han kan blive, siger han altid undskyld. Og det fede ved Anders And er, at vi lærer at holde af en lidt atypisk personlighedsstype, og alle os, der har det som Anders And, kan spejle os i ham.
Fedtmule, vil jeg mene, har en lille hjerneskade og er lettere intelligenssvag, og derfor er han så vidunderlig, som noget kan være. Hans umiddelbarhed og ærlighed gør, at man altid ved, hvor man har ham. Og så har han et utroligt stort børnetække og kan altid få mig til at le med hjertet.
Mickey og Minnies vennekreds lærer os netop, at det er en stor gave at være venner med folk, der er anerledes, for det giver livet så mange facetter og muligheder.
Peter Plys
Den gule bamse og hans venner – nærmere sagt, familie – er Disney, når de er allerbedst. Peter Plys har så smukt et motto, når han siger: “Nothing is important, but I do nothing every day.” Det er et motto, som mange førtidspensionister kan skrive under på.
Figurgalleriet er også smukke eksempler på forskellige minoriteter. Tigerdyret har uden tvivl ADHD, Grisling vil jeg skyde på har angst, mens Ninka med sin overperfektionisme må have OCD. Jeg er overbevist om, at Ugle har autisme, mens Kængu og Kængubarn repræsenterer sydlandske flygtninge. Æsel har uden tvivl en depression, mens Plys selv er sløvet af stærk antidepressiv. Og derfor elsker jeg ham.
Hundredemeterskovens beboere udtrykker en rummelighed og en tryghed, som ingen andre personer eller andre steder kan give. Og den tryghed jeg har på TV Glad gør også, at jeg er lige så heldig som Jakob, hvad godt selskab og venskaber angår.
Dumbo – både den gamle og den “nye”
Dumbo er jo skabt i to versioner: Den originale fra 1941 og den efterhånden ikke så nye mere fra 2019, hvor den enestående Tim Burton sad bag roret. Begge film skyer dog ingen midler hvad nuttethedsfaktoren angår, og det er en styrke hos begge film.
Elefantungen Dumbo har et handicap idet, han har lidt for store ører i forhold til sin størrelse. Derfor er han et nemt mobbeoffer både for mennesker og de andre elefanter, og det kan vi minoriteter virkelig sætte os ind i. Men Dumbos handicap er jo også hans styrke, for det gør, at han modsat andre pattedyr (med undtagelse af flagermus og kaguanger), har evnen til at flyve!
Et handicap er nemlig ikke kun en svaghed, men også en superkraft, og Dumbo opfordrer os alle til at se styrken i at være anerledes.
Mange mener, at den originale version er dybt racistisk, især at kragerne skulle gøre grin med sorte mennesker. Jeg kan godt med nutidens briller se problematikken, men jeg synes på en måde også at kragerne hylder dem, der er udenfor. Det er rigtigt nok, at de måske er lige lovligt karikerede, men det tror jeg ikke, at små børn tænker over.
Find Dory
Efterfølgeren til den legendariske film Find Nemo fik titlen Find Dory, og den er mindst ligeså god – hvis da ikke bedre! I denne fortælling “flygter” Dory til en stor akvariepark a’la Kattegatcenteret. I løbet af filmen hitter man ud af, at Dorys handicap er korttidshukommelsestab. Men det er også hendes styrke, fordi det giver hende den unikke måde at gøre tingene på og komme andre væsner i møde. Vi minoriteters styrke er, at vi er dem vi er, ligesom man ser det i En Særlig Samtale.
Det skal heller ikke glemmes, at Nemo jo også har et handicap, i kraft af at hans ene finne er hårdt skadet. Derfor er Dory den perfekte storesøster eller stedmor for ham. (Der er jo en fanteori om, at Dory og Marlin faktisk er et par.)
Jeg synes, at alle bør se Find Dory, hvis de gerne vil blive klogere på os minoriteter. Tro mig: Lærer du os bedre at kende, bliver dit liv meget lykkeligere!
Mads og Mikkel
Historien om ræven og jagthunden der som hvalpe bliver bedste venner, uvidende om at de faktisk burde være fjender. Det er nok den Disneyfilm, der får mig som minoritet til at græde allermest.
Det der med at “lige børn leger bedst” er noget gement sludder og vrøvl. Børn tænker jo ikke over de etiketter, voksne fylder deres hoveder med.
Det vidunderlige ved “Mads og Mikkel” er også, at selvom de som voksne bliver fjender, så kan ikke engang naturen komme imellem deres venskab. For når det virkelig gælder, så er de der for hinanden.
Og dét gør Mads og Mikkel til en af de mere realistiske Disneyfilm. Jeg havde i øvrigt selv en barndomsven i Vordingborg, som jeg gik i dagpleje og legede meget med. Men da vi kom i samme klasse i 7. klasse, var vi vokset fra hinanden. Vi holdt inderst inde meget af hinanden, men jeg var blevet en handicappet ræv og han en normal hund. Derfor var det svært at finde fodfæste, og det synes jeg, at Mads og Mikkel så smukt viser.
