Af Victoria Stampe
Foto: Jonas Koch
Jeg var kun 3-4 år gammel, da vi opdagede, at jeg havde gigt. På en ferie med mine forældre skulle jeg gå op ad en stor trappe. Da jeg nåede toppen, var mit knæ hævet til dobbelt størrelse, og jeg var fuldstændig udmattet. Efter den oplevelse blev jeg undersøgt, og lægerne troede først, det var børnegigt. Men det viste sig at være leddegigt – en kronisk sygdom, som kun ville blive værre med tiden. Allerede som 5-årig blev kørestolen en daglig nødvendighed. Det var noget, jeg skulle lære at leve med resten af mit liv.
På det tidspunkt var det svært for mig at forestille mig fremtiden. Jeg kunne højest gå en kilometer, før jeg var totalt udmattet. Kørestolen var nødvendig, men den fik mig også til at føle mig mere handicappet. Dengang tænkte jeg ved mig selv: ”Hvis jeg ikke finder en bedre behandling, jamen så får jeg skæve fingre, som jeg har set på billeder af andre gigtpatienter, der er hårdt ramt.” Det gjorde mig helt vildt bange.
Selv om min krop satte begrænsninger, har jeg altid været et friluftsmenneske. Jeg nød at sidde i haven og lytte til fuglene. Når jeg ikke kunne komme ud, lyttede jeg til dem gennem et åbent vindue, for frisk luft skulle jeg altid have omkring mig.
Som 19-årig skete der pludselig noget, der ændrede mit liv. Lægerne fandt en ny og langt stærkere medicin. Jeg gik fra piller til at få medicin en månedlig intravenøs behandling på hospitalet. Medicinen gjorde, at jeg ikke længere havde brug for kørestolen. Det var som at få mit liv tilbage.
Og det blev starten på at blive gladere inde i mig selv.
Første skridt mod en ny livsstil
Da coronaen ramte, var jeg i større risiko for alvorlig sygdom, fordi jeg også har en immundefekt. Jeg kunne hverken tage offentlig transport eller gå på arbejde. Mit liv blev sat på pause, og jeg begyndte at lede efter noget, jeg kunne gøre for mig selv. Det var her, idéen om at vandre opstod. Jeg kunne bare tage ud i naturen og gå fra A til B, uden at være afhængig af noget eller nogen.
Det føltes som et frisk pust af frihed. Naturen blev mit fristed, og jeg fandt en ro, jeg aldrig havde oplevet før. Jeg lærte naturen at kende på en helt ny måde – jeg hørte fuglene, kom tæt på dyrene og opdagede, hvor smukt landskabet egentlig er.
I dag vandrer jeg to gange om ugen, og jeg går gerne op til otte kilometer ad gangen. Mit mål er at kunne gå ti kilometer. Min kæreste er ofte med, og han er fantastisk til at heppe på mig indtil jeg når målet. Det giver mig ekstra energi at have hans støtte.
Når jeg beslutter mig for noget, så fuldfører jeg det – også selvom det kan gøre ondt. Jeg tror, viljestyrken ligger til mit familieefternavn, Stampe. Vi fuldfører altid det, vi sætter os for. Min indre stemme siger: ”Du kan godt, Victoria!” Det føles lidt som en turnering, og hver tur som en lille sejr. Det hjælper mig med at leve i nuet – også på de dage, hvor sygdom fylder mest. Vandring er blevet en form for frihed fra sygdom og medicin.
Opskriften til dig
Det er det bedste, der er sket for mig. Derfor vil jeg give mit bedste råd videre, hvis du overvejer at vandre: Tag dig tid, nyd naturen, og kast dig ud i det. Start i det små, og træn dig gradvist op. Har man en sygdom, men kan klare det uden kørestol, så gør det – vandring er fantastisk medicin for både krop og sind.
På mine gode dage nyder jeg at gå en lang tur, og på de dårlige dage hviler jeg og lader op til den næste. Jeg får stadig medicin, som kan tynge kroppen, så nogle dage har jeg færre kræfter. Men jeg vil altid finde en balance, så jeg kan holde min vandrehobby ved lige.
Før man ved af det, er man lige så bidt af det, som jeg er. Jeg havde aldrig troet, at jeg en dag ville kunne gå uden kørestol. Derfor føler jeg, at jeg sejrer hver gang, jeg vandrer. Det er blevet en livsstil for mig – og jeg ville få abstinenser, hvis jeg ikke kunne komme ud at gå.
