FRISK PÅ AI: Fordele og ulemper ved ChatGPT 

13. 11. 2024

Af Magnus Schultz Pedersen 
Foto af Matias Olsen 

AI, også kendt som “kunstig intelligens,” har efterhånden taget verden med storm. Selv medierne begynder at bruge det i dele af deres arbejde, og det gælder også os her på Glad.  

En, der dog har brugt AI længe før os andre, er Casper Frisk fra TV Glads Gaming-redaktion. Han har brugt det siden 2021, hvor ChatGPT opstod i en beta-version. 

ChatGPT er en såkaldt chatbot, hvor man bl.a. kan stille spørgsmål og få hjælp til at løse opgaver. 

Ifølge Casper var den ikke så god dengang, men det var alligevel sjovt at se, hvad den kunne. 

Bedre pastaretter end hos Google 
Casper har altid haft en stor interesse for teknik, og han har længe tænkt, at det kunne være skønt med en robot, man kunne tale med, som var det et menneske – og det kan man med ChatGPT. 

Fx er den ifølge Casper bedre end Google til at komme med opskrifter på pastaretter.  

“Hvis man spørger Google om opskrifter på en pastaret, så kommer den med mange forskellige opskrifter,” siger han og fortsætter: 

“Hvis man spørger ChatGPT, så kommer den med et specifikt forslag.” 

På den måde føles det for Casper, som om han spørger et menneske fremfor en maskine, og det synes han er rigtig rart – men det er ikke det eneste, han bruger ChatGPT til. 

Kreativ sparingspartner 
Udover at være interesseret i teknologi er Casper også ordblind, og her er ChatGPT et godt hjælpemiddel. 

“Det, at den kan rette ens beskeder, synes jeg er rigtig rart,” siger han og uddyber: 

“Hvis jeg fx skriver “seføli”, så retter den det, så det bliver stavet rigtigt.” 

Derudover har han også en interesse i at skrive fantasy-historier, og her er ChatGPT også en kæmpe sparringspartner, ikke mindst i forhold til retskrivning.  

Noget af det, jeg har tænkt en del på i forhold til AI, er, om det ikke kan påvirke ens kreativitet og evnen til at tænke selv. Det spørger jeg Casper om, og han er enig i, at der er nogen, der vil bruge det på den måde. Men for ham selv kan AI styrke kreativiteten. 

“Jeg har mange historier inde i hovedet, og når jeg skriver dem selv, så giver det ikke rigtig mening,” siger han. 

“Men når jeg bruger ChatGPT, så kommer den historie, jeg havde tænkt på.” 

Uaktuelle oplysninger
Der er altså en række fordele ved AI og ikke mindst ChatGPT – men hvad med ulemper? 

Her nævner Casper bl.a., at den er meget langsom til at lære nye informationer. 

“Jeg prøvede fx at spørge den, hvem der var statsoverhoved i Danmark, og her påstod den hårdnakket, at det var Dronning Margrethe, selvom det ikke længere passer,” fortæller Casper. 

Den kan altså godt være en håndfuld år bagud med faktuelle informationer – men det er ikke det eneste, Casper har oplevet, når det kommer til fakta fra ChatGPT. 

Fake news om dansk sanger 
For et år siden, da vi på Glad skulle lave En Særlig Samtale med Thomas Helmig, prøvede nogle af os at spørge ChatGPT, hvad den kunne fortælle om ham. 

“Den påstod fx, at han havde tre sønner,” siger Casper. 

“Vi skrev til den, at han kun har én, men den insisterede på, at han havde to sønner mere.” 

Ikke nok med det påstod ChatGPT også, at Thomas Helmig har været med i Melodi Grand Prix, men det har han ikke. 

Så selvom den bliver bedre med tiden, anbefaler Casper, at man stadig dobbelttjekker de oplysninger, den kommer med. 

Virtuel psykolog 
Hvis vi ser ud i fremtiden og prøver at forestille os, hvordan det ser ud med ChatGPT, håber Casper især, at man kan føre en længere samtale med den, som var det et menneske. 

“Når man stiller den et spørgsmål i dag, skal den bruge lidt tid på at svare. Det kunne være sjovt, hvis man kunne snakke med den, ligesom med robotter i film,” siger han. 

Det gør Casper allerede i dag, ved at han i dagligdagen også bruger den som en form for virtuel psykolog. 

“Hvis jeg har haft en deprimerende dag, kan den komme med forslag til, hvad jeg kan gøre,” fortæller han. 

Ifølge Casper er det lidt som at sidde med en psykolog, bare på skrift, og det fungerer godt – men han håber, at den med tiden kan blive endnu bedre på den front. 

AI-genererede spørgsmål
Som nævnt tidligere er vi her på Glad også begyndt at eksperimentere med brugen af AI i vores arbejde.  

Som forberedelse til denne artikel gik jeg selv på ChatGPT og bad den om at komme med forslag til spørgsmål, jeg kunne stille Casper – og den kom faktisk med nogle rigtig gode forslag, som jeg gjorde brug af under mit interview med Casper.  

Jeg omformulerede dem dog en smule, for at gøre dem mere naturlige – og det vil jeg gerne anbefale andre skribenter, der vil benytte ChatGPT til at finde på spørgsmål.  

Artikler

Følg os:

Vil du se mere:

Vil du se mere…

Anmeldelse: Super Mario Party Jamboree

Anmeldelse: Super Mario Party Jamboree

Mario blæser låget af brætspilsæsken med sin største fest hidtil. Spillet byder på et væld af modes og mini games, men er sjovest, hvis man er flere.

Miklas kan flyve

Miklas kan flyve

Miklas trodser alle udfordringer fra landjord til skyerne. Han har både autisme, OCD og ikke mindst flyskræk – alligevel har han selv fløjet et fly.