Af Svend Gejl
Her er en liste over fem gode tracks fra klassiske spil, jeg godt kan lide. Numrene er funky og catchy og gør mine spiloplevelser en tak bedre.
Måske får I lyst til at prøve nogle af spillene, for et godt soundtrack kan fange én og få én til at prøve nogle spil, man ikke har spillet før.
5. Level 3, Jurassic Park, Game Boy, 1993
Jonathan Dunn er spil-sangskriver, der har lavet meget god spilmusik – bl.a. til Robocop 1 og 2 , Batman (1989), Chase H.Q., Operation Wolf og ikke mindst Jurassic Park, som er min favorit.
Især bane 3-soundtracket kan jeg godt lide, da det har god power og er godt skrevet. Første gang jeg hørte tracket var dengang, jeg havde min første Game Boy. Det var helt magisk at spille spillet, fordi det var fyldt med gode tracks, især dette.
4. Hippie Heaven, Jazz Jackrabbit 2, pc, 1998
Det er mega, super funky og et af de bedste tracks i spillet. Men der er ellers mange gode numre i både etteren og toeren. Men denne, fra toeren, er nok min favorit, og så er det også Epic MegaGames-folkene (som vi kender bedst for Fortnite i dag), som har lavet spillet til MS-Dos.
3. Opening, Tekken 3, PlayStation, 1998
Tekken 3 er et af mine favoritter blandt fighting-spil, og der er rigtig mange forskellige gode, elektroniske kunstnere, der har lavet musik til spillet. Men Tekken 3 Opening-soundtracket er nostalgisk for mig, og der er noget ved det, der giver mig lyst til at spille det igen, når jeg hører det.
2. Theme, GoldenEye 007, Nintendo 64, 1997
Fordi det jo er Bond, James Bond, en af mine favoritter. Soundtracket vækker minder fra dengang, jeg sad meget i fritidsklubben med vennerne og spillede multiplayer (4-player). Jeg brugte mange timer på det.
1. Hydrocity Zone Act 2, Sonic the Hedgehog 3, Sega Megadrive, 1994
Det et af mine yndlingsspil, da jeg er Sega-fan og elsker det blå pindsvin. Musikken er bare et af de mange gode tracks, jeg godt kan lide fra universet, fordi det er funky og med et godt groove, der gør det ekstra fængende at spille lige den bane. Jeg bliver aldrig træt af at høre det igen og igen.
Svend Gejl
Som redaktionens retrogamer elsker Svend alt med store pixels. Han samler på spil og figurer og elsker at hygge med vennerne online.